Klam- og tristhed.

Jeg sidder i min seng, og spiser morgenbrød med birkes på. Jeg havde jo nok regnet ud, at det ville krumme en del, så for at minimere skaderne, har jeg en blok papir placeret på mine ben, og det udgør det så for en tallerken. Som pålæg har jeg æg og grænsende-til-det-ulækre mængder mayonaisse.
I det jeg direkte savler ned på blokken, kan jeg sgu godt blive lidt bange for aldrig at finde nogen, der elsker mig som jeg er.
Hold kæft, hvor er jeg egentlig klam.
Men fuck it ö



I dag holdt vi familie halløj, og det var okay.
Overraskende nok, egentlig.
Engang kunne jeg virkelig, virkelig ikke klare det.
Engang blev jeg vildt nervøs, fik det dårligt, blev ked af det og kunne næsten begynde at græde når vi havde gæster.
Nu sad jeg bare lidt for mig selv.
"Hvorfor kommer du ikke hen til os andre?"
"Jeg orker ikke mere"
"Hvad orker du ikke?
"Alt, det hele"
Og så gik jeg alligevel hen til de andre.


Siden min mor og jeg blev uvenner i tirsdags, har jeg nærmest kun snakket med min far.
Det er lidt underligt, for min far og jeg snakker normalt ikke ret meget sammen.
Faktisk snakker min far ikke så meget overhoved, og når han gør, er det kun om hans arbejde.
Men han hjalp mig med løn problemer og sådan.
Det er nu egentlig meget rart.

Min søster og svoger var her, og det lettede en del på stemningen.
Jeg snakkede lidt med hende om tingene.

Igår mens jeg så tv blev jeg ramt af opgivenhed. Det gør jeg egentlig tit, men igår var det bare ud af den blå luft.
Jeg har, og har nok altid haft, en ret klar følelse af, at alt det dér med uddannelse og fremtid ikke har noget med mig at gøre. At jeg alligevel ikke lever længe nok til at det rigtig bliver aktuelt eller betydningsfuldt.
Men det kan man vel ikke rigtig vide.
Det dér 'livet' er vist bare ikke helt mig.

Jeg er ensom langt ind i knoglerne.
Mit hjerte knuger sig sammen.

Her er et billede af mine negle, bare for sjov ö

 Og et billede af den halskæde jeg har fået af Aleks.

Gud hvor jeg egentlig må kede mig, når jeg gider skrive alt det her....