Hmm...

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så ked af det.
Jeg begyndte bare at græde på arbejdet.
Og så kunne jeg ikke rigtig holde op igen. Altså, jeg holdt op, men blev ved med at begynde igen.
Det var fucking åndssvagt.
Jeg græd mens jeg fejede, jeg græd mens jeg tømte skraldespanden, og jeg græd i elevatoren.
Så jeg glemte at stige ud, og dørene lukkede igen, og jeg måtte trykke på den latterlige 'dør åbner' knap for at komme ud.

Jeg hader lidt min evne til skuespil, og det faktum at det falder mig så naturligt, at jeg ikke kan lade være.
Jeg tørrer øjnene, snakker med min chef-ting, og vi følges ud.
Men da vi siger farvel og går hver sin vej, når jeg ikke engang halvt hen over parkeringspladsen før jeg græder igen.
Jeg græd næsten hele vejen hjem i bilen. Græd og kunne ikke trække vejret.
Men til sidst stoppede jeg selvfølgelig, så mine forældre ikke opdagede noget da jeg kom hjem.

Nogle gange hader jeg virkelig at have det kørekort og den bil.
Jeg blev næsten nødt til at køre ind til siden og stoppe, fordi jeg græd så meget. Men jeg kørte videre.
Og da en modsat kørende lastbil svingede lidt over i min vejbane bremsede jeg ikke.
Selvfølgelig rettede han op og vi passerede hinanden uden problemer.
Jeg kørte for stærkt hele vejen hjem, og jeg var ligeglad.
Ikke ret langt fra vores hus er der et sving med så noget autoværn halløj.
Jeg ville så gerne køre ind i det, og jeg ventede længe med at dreje.
Men selvfølgelig drejede jeg, for sådan et sammenstød ville ikke koste mig ret meget andet end en krøllet motorhjelm.
Men den dér dybe apati jeg føler på vejen, den er farlig.

Jeg ved for alvor ikke, hvordan jeg skal komme afsted i morgen.
Men jeg skal, fordi det skal man jo bare.
Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke spise, jeg kan ikke leve.
Kan ikke andet end at sidde eller ligge og have ondt indeni.

Lorteliv.